Udviklingstraumer set i Bodynamic perspektiv

Af Ditte Marcher og Lene Wisbom, Marts 2020, ©Bodynamic International ApS

I Bodynamic skelner vi mellem åbne koder og lukkede koder, Udviklingstraumer, PTSD og Complex PTSD.

Alle disse elementer er noget der kan ses i en Bodymap, som vil blive beskrevet længere inde i artiklen.

Adfærden for åben kodning er, at vi laver en handling, hvorefter vi hurtigt bliver bevidst om den handling vi har gjort. En lukket kodning har 2 elementer i sig; vi laver en handling og har brug for hjælp udefra til at blive bevidst om vores handling, og sommetider selv med hjælp udefra, har vi ikke mulighed for at blive bevidst omkring vores handlinger.

Udviklingstraumer er som at have et utilgængeligt rum indeni – ”et lukket rum”. Det bliver et utilgængeligt rum af den manglende evne til at opleve et dilemma. Ligegyldig hvor meget vi prøver kan vi ikke ingen gang i sin vildeste fantasi forstille os, at livet kan være anderledes og bliver vi låst i det samme problem igen og igen.

For eksempel, når Jane er i et forhold, så snart hendes partner kommer for tæt, starter hun skænderier over de mindste ting, for at undgå nærhed. Efter noget tid, mange skænderier senere, beslutter hun at slutte forholdet and fortsætter mønsteret igen med en ny partner. Hendes lukkede kode giver hende ikke en ny mulighed for at agere anderledes, når hun bliver bange for, at hendes kæreste følelsesmæssigt kommer for tæt på.

Alle disse elementer er dele af jeg-et. Jeg-et har flere lag – det bevidste, præ-bevidste og ubevidste, hvor vi i choktilstande går ud i mig-et og handler derfra. Post Traumatic Stress Disorder (PTSD) handler om at falde ud af jeg-et ind i mig-et. For eksempel går personen fra en mere bevidst del ind til overlevelsesdelen af hjernen og måden at være på.

Complex PTSD er anderledes og her taler vi om at falde uden for jeg-et ind i en choktilstand. Her fra prøver at orientere os ud fra udviklingstraumet (det lukkede rum; kaos).

Barnets samspil med forældre, søskende og andre nøglefigurer under opvæksten og senere samspil med voksne udenfor familien, med kammerater og institutioner, fører til at vi udvikler bestemte oplevelses- og handlemønstre.

Et udviklingstraume opstår, når barnet oplever sig konstant truet igennem en længere periode i forhold til sin værdighed, individualitet og samhørighed. Barnet vil specifikt blive ramt i een eller flere jeg-funktioner i et bestemt udviklingstrin, så det taber evnen til det, det har lært og mister muligheden, for at bygge nye færdigheder op i disse specifikke jeg-funktioner. Det kan være en eller ofte flere af de 11-jeg-funktioner og man kan sige, at en karakter struktur, er et forsvar man tager på sig, mens en jeg-funktion er hvordan man agerer ud fra det forsvar.

Det der karakteriserer chok traume er en pludselig hændelse, hvor Jeg’et ikke var i stand til at mestre situationen med sine egne strategier. Derfor splintres Jeg’et og Mig’et overtager. Vi vil alle opleve chok trauma i vores opvækst, ungdomsårene og voksenlivet, som fører til ændringer i vores liv.

Nogle går igennem livskriser/ chok traumer og løser centrale dele og får dem integreret. Andre vil kun få løst dele af krisen og oplevelserne vil stadig influere personens adfærd, selvom den oprindelige hændelse skete for mange år siden. Personen vil have en rest af stress i systemet og mængden af stress kan diagnosticeres som Post Traumatisk Stress Disorder (PTSD).

Jeg-funktioner:

En karakterstruktur er et forsvar, du tager på sig, mens jeg-funktionen er, hvordan du agerer ud fra det forsvar.

Hvad mener vi med det?

I Bodynamic har vi 7 udviklingstrin – de kaldes Karakterstrukturer. I hvert udviklingstrin er der konkrete temaer – retten til eksistens, retten til behov, retten til sine egne impulser og nysgerrighed o.s.v. Vi forholde os til disse temaer på to forskellige måder – vi kan trække os fra den ret eller vi kan skubbe retten væk – i kontakt med andre.

Det bruger vi vores jeg-funktioner til. Samtidig med vi gennemgår et udviklingstema som barn, lærer vi at tage ejerskab over vores rettigheder gennem vores jeg-funktioner. Det vil sige – retten til at positionere sig gennem sine behov eller at holde sine grænser, sin centrering, sin tilknytning, sine kontaktfærdigheder o.s.v. med fokus i forhold til sine behov.

Centrering er en grundlæggende jeg-funktion. Hvis jeg ikke kan mærke mit eget center eller kommer inde fra mig selv, bliver de andre jeg-funktioner langt mindre funktionelle og det kan godt være, at de andre Jeg-funktioner skal trænes og styrkes, før tilgang til centrering kan lade sig gøre.

En vigtig position i forhold til opbygningen af det observerende jeg er Kognitive Færdigheder – det at ”orientere sig”, ”begribe”, ”forstå og integrere forståelse”, ”overveje” og ”reflektere”.

En del af jeg-funktionerne har en større knytning ind i hinanden – f.eks. Jeg-funktionerne Grænser og Energiopbygning, Positionering og Virkelighedsopfattelse, Kontaktfærdigheder og Tilknytning, Personlig fremtræden og Social balance.

Kønsfærdigheder står alene, da den stikker dybt ind i vores biologi og er integreret ind i de 10 andre jeg-funktioner.

Hvordan er bevægelsen knyttet ind i den psykologiske adfærd

Eksistens:

F.eks. er m. longus capitis og longus colli (110) de vigtigste halsmuskler i forhold til retten til sin eksistens og indeholder derfor flere vigtige psykologiske funktioner og er repræsenteret i 4 jeg-funktioner.

Bevægelsen musklen står for, er at den holder hovedet, retter nakken ud, så hovedet kan balanceres og stabiliseres. Den fremadbøjer og lateralflekterer hoved og halshvirvelsøjle og roterer til modsat side.

Den aktiveres før fødslen og bruges aktivt under et naturligt fødselsforløb.

I Holdning/ Positionering er den psykologiske funktion, under a) forholde sig til livet: integrere det spirituelle liv i det fysiske liv og under b) orientering (holde hovedet koldt/ tabe hovedet): orientere sig i integrationen af spiritualitet, tanker og sansningen af kroppen.

Longus Capitis og Longus Colli er meget sensitiv og har flest nerveender pr. kvadratcentimeter end andre muskler i kroppen. Musklen bruges til at gøre sig parat til at komme ind i verden, så man kan forholde sig til det fysiske liv der venter udenfor, uden at tabe hovedet i forhold til den verden man kommer fra. Det vil bl.a. sige at kunne bibeholde kontakten til det instinktive lag inden i sig selv og derigennem også de spirituelle lag indeni os.

Et slip i denne muskel kunne give os nogle af de første piskesmæld og det kunne blokere vores mulighed, for en dyb integration for en indre oplevelse af sammenhæng mellem vores spiritualitet, tanker og sansning af kroppen.

Behov:

Et andet eksempel kunne være m. deltoideus, anteriore del (65), en vigtig skuldermuskel i behov. Den stabiliserer skulderleddet så armen kan holdes i en række ud bevægelse, barnet løfter armen frem.

Bevægelsen musklen står for er fleksion, adduction og indadrotation og bevæger armen frem.

Deltoideus, anteriore del (65) er repræsenteret i 2 jeg-funktioner:

Afgrænsning er den psykologiske funktion, under e) skabe rum til sig selv (tage plads i sociale kontakter): skabe plads til sine behov

I Kontaktfærdigheder er den psykologiske funktion, under a) række ud: insistere på at få sine behov opfyldt.

Følgende eksempel viser de 2 Jeg-funktioner sammen:

Når barnet ligger på gulvet og helt nede fra eksistens kun har haft mulighed for, at mærke afgrænsningen i forhold til den fysiske afgrænsning – nemlig huden, sker der en bevægelse inden fra barnet af, mens det ligger på maven, hvor det kan skubbe sig op med armene fra gulvet. Denne skubben sig op, er mest reflektorisk, men der er en kognitiv bevidsthed og aktivitet i forsiden af deltoideus. Det giver barnet en klar fornemmelse af at flytte sig fra den konkrete fysiske afgrænsning til at kunne lave rum og plads til sig selv mellem gulvet og kroppen. Det giver mulighed for barnet at tage mere plads til sig selv i kontakt og til sine behov.

Autonomi:

Sidste eksempel er m. quadratus lumborum (11), en lændemuskel mellem ribben og hofte, der indgår i at krybe og kravle og i at have vægten på det ene ben/ stå på et ben.

Den sænker ribbenene og lateralflekter rygsøjlen og løfter hoften.

Den er repræsenteret i 1 jeg-funktion – Social Balance, a) balance mellem egne behov/ følelser og andres forventninger: bevare fornemmelsen af sig selv og sine egne impulser samtidig med at man spejler andre.

Quadratus Lumborum er den vigtigste muskel i kroppen i forhold til at holde den fysiske balance og giver en klar indre sammenhæng mellem over og underkrop. Der er vigtig i forhold til til at bevæge sig, så man kan følge sine impulser og holde sin nysgerrighed i gang og dermed gå ind i sociale kontakter fra et mere selvstændigt sted. Dermed kan vi få en klar indre oplevelse at kunne bevare sig selv, have egne impulser og dermed spejle andre.

 Generelle faktorer i Udviklingstraumer:

Når vi taler om et udviklingstraume handler det om, at blive ramt i et karakterologisk mønster, der går ind og forstyrrer en eller flere jeg-funktioner i en grad, så man taber det man har lært og formår ikke senere i ens udvikling at bygge nye færdigheder på i forhold til den/ de jeg-funktioner. Som voksen kommer det til at skabe lukkede rum og huller i livet.

Noget af det, der er vores erfaring med at arbejde med mennesker med udviklingstraumer er, at der er nogle fællestræk;

  • Et af fællestrækkene er, at i de huller hvor udviklingstraumet ligger, er der praktisk talt intet observerende jeg og et meget ringe krops-jeg.
  • Et andet karakteristika er tendensen til at falde ind i håbløshed – ingen vej ud – og ofte en lav produktion af lykke hormoner og man kan ikke se eller holde fast i de gode ting og glæden i livet.
  • Der er også en manglende evne til at opleve indre dilemmaer. Personen kan ikke være med det dårlige og det gode på en gang – en af viljesstrukturens problematikker, at livet bliver sort eller hvidt, alt eller intet. At kunne mærke et dilemma indefra, er en nødvendig grundsten til at bygge det observerende jeg.

 

Vi har jo ofte en forestilling eller illusion om harmoni, som jo også er en dejlig ting, at have i sit liv.
Vi skal huske, at harmoni ikke skaber nogen form for fremdrift.
Søgen efter den gør det, men ikke tilstanden i sig selv.

 


Grafik inspireret af Lev Vygotsky’s teori om den nærmeste udviklingszone:

©Ditte Marcher, layout Lene Wisbom

* Læring sker når der er en balance mellem udfordring og tryghed, hvor vi kan læne os ind i tryghed og støtte.

* Hvis udfordringen bliver for stor, kommer vi for tæt på instinktlaget og flygter eller fryser fast.

* Hvis det bliver for let, så bliver det kedeligt og vi taber impuls og koncentration.

Det skal være udfordrende og vi skal lykkes.

Udviklingstraumer set i en jeg-funktion i en Bodymap

De indre dilemmaer vi har i livet, er ikke altid behagelige. De er en forudsætning for udvikling og det er her, hvor det bliver interessant at se ind på Bodymaps.

I de her eksempler omkring jeg-funktioner forsøger vi at vise udviklingstraume i forskellige jeg-funktioner og hvornår der er større dilemmaerne der kan skabe potentiale for udvikling.

I Bodymap 1 ses udviklingstraume i Kontaktfærdigheder, ved de overvejende A1 svar. A1 er en muskel der har en respons der skubber lidt væk, hvor man lidt efter handlingen bliver klar over sin adfærd. For at have muligheden for at forandre adfærden, er det vigtigt der muskel respons der kan trække sig (B-ere). Det giver muligheden for at mærke dilemmaet indefra, stille spørgsmål til sig selv og ikke mindst have en anden reaktionsmulighed.

Når vi ser på denne jeg-funktion, kan vi se at alle musklerne på over og underarm på forsiden kun har potentialet for et reaktionsmønster – at skubbe væk. Der er her ingen dilemmaer (A1->B1), ingen muligheder for at trække sig. Personen kan have en oplevelse og en bevidsthed om hvad det er de gør. De kan blive ked af det og sige undskyld, men har faktisk ingen anden mulighed, end at gå ud og gøre det igen.

Så i stedet for at kunne trække ind, kommer det til at blive et skub. Ofte med en fornemmelse indefra af at trække ind og tage til sig. Der forstår vi ikke hvorfor det udefra opleves, som et skub og derved komme til at sidde fast i ”at de andre går fra mig”.

Det er det vi kalder gentagne loops.

Omme på bagsiden af armene, er overarmene så blå (B2, B3), hvilket ikke giver en mulighed for at sige stop og holde ting ude eller at kunne regulere kontakten herfra. Det bevirker at man kommer til at stå i et spændingsfelt, – hvor når man vil tage ind skubber man – når man vil holde ude giver man op – og der er ingen gang bevidst om det.

Det bringer en ind i det lukkede rum og derinde er der ingen vej ud.

Samtidig har alle karakterstrukturerne i Kontaktfærdigheder tegn på, at noget er gået tabt og at den forsatte indlæring ikke har kunnet ske.

Det er også interessant at se, hvor stor en procentdel af A1’ere der er i denne jeg-funktion – hele 72,5% i forhold til B1’ernes 10,9% og ingen A2’ere eller A3’ere, så her kan man tale om, at A1-adfærden ikke har noget at spille op imod.

 Bodymap 1: Kontaktfærdigheder

I 2 Bodymap ses udviklingstraumet i Tilknytning tydeligt. Der er ingen B svar og dermed er der kun en bestemt form for handlemønster, d.v.s. at skubbe og lukke. Her er 81,9% A1 svar og A2 er 13,6% og 4,5% grønt. Det giver i denne her jeg-funktion en fornemmelse af noget, der ikke er levet – en ”nå hvad så” respons.

Det at man er bevidst om sine handlinger, er ikke det samme som at man ændrer sin adfærd.

Dette er et klart billede på et lukket rum – ”sådan er livet”

Bodymap 2: Tilknytning

I 3 Bodymap med Jeg-funktionen Kønsfærdigheder har vi valgt at vise en jeg-funktion med balance mellem A’ere og B’ere. D.v.s. at skubbe og trække sig og kunne at lukke og kunne give op.

Det vil automatisk skabe indre dilemmaer inde i vedkommende, hvor vi vil stille spørgsmål til sig selv, have konflikter hvori der ligger et ønske om forandring og en bevidsthed med en oplevelse af, at livet kan være anderledes – at der kunne være andre muligheder. Så selvom det kan være svært, skaber det et større verdensbillede og i oplevelsen af samspil med andre mennesker.

Her har vi udarbejdet et skema om kodningernes betydning ind i den grundlæggende psykologiske adfærd, som kan bruges til yderligere forståelse.

Bodymap 3: Kønsfærdigheder

Afsluttende bemærkninger:

Vi er gået i gang med at samle Bodymaps fra hele verden, for at kunne se, om der er nogle kulturelle genkendeligheder i forhold de forskellige Jeg-funktioner.

Vi har lagt mærke til indenfor de sidste 10-15 år, har Bodymap svarene en tendens til at være lysere i farverne og med færre dilemmaer. Hvad det betyder, er vi ikke sikre på endnu, men det er et felt vi er optaget af og interesseret i, at undersøge nærmere.

Her har vi udarbejdet et skema om kodningernes betydning ind i den
grundlæggende psykologiske adfærd, som kan bruges til yderligere forståelse.